Uddannelse som del af store politiske initiativer

Nye supersygehuse og vindmølleparker ser aldrig dagens lys, eller kommer til at fungere, som det ønskes, hvis ikke er medarbejdere, der kan anlægge og bygge dem, eller sikre driften. Og eksportdrømme kan næppe heller blive til virkelighed, hvis ikke vi har medarbejderne til at udtænke og skabe innovative løsninger, eller medarbejdere til at sikre international kommunikation og salg.  

Når der præsenteres store initiativer som f.eks. at udbrede fjernvarme over hele Danmark for at blive fri af russisk gas, eller når der indgås aftaler som f.eks. energiaftalen med Østersølandene, udbygning af vindkraft med 1.700 nye havvindmøller og udbygning af ladeinfrastruktur, så er der ikke taget stilling eller afsat ressourcer til, hvordan man skaffer den arbejdskraft og de kompetencer, herunder de faglærte, der skal til. Det er problematisk og kan sætte en stopper for alle de gode initiativer.  

Ifølge Dansk Metal vil der 2030 mangle 116.000 faglærte, herunder smede og industriteknikere, alene på metalområde inden for industrien, hvis man skal nå den såkaldte 70 pct.-målsætning, hvis ikke man sætter ind over for at uddanne denne ekstra arbejdskraft.  

Forslag

Uddannelse som del af store initiativer

Det skal være et krav, at alle store aftaler, om f.eks. den grønne omstilling, sundhedssektoren, uddannelsessektoren mv., indeholder en drøftelse og finansiering af det kompetencekrav og -løft, der skal til for at kunne imødekomme målsætningerne i aftalerne.  

Nye politiske tiltag skal således suppleres med en vurdering af, hvilke kompetencer det kræver, herunder indtænke voksen- og efteruddannelsessystemet ift. specialiserede kompetencer på den korte bane, samt hvordan erhvervsuddannelserne på den længere bane kan understøtte større politiske aftale. Uden kompetencerne til at løfte opgaverne kommer ambitiøse aftaler aldrig i mål.  

Alle store initiativer skal indeholde en finansieringsdel målrettet kompetencekravene.

Kompetencekrav nu og i fremtiden

Erhvervsskolerne skal også fremover have et markant og relevant efter- og videreuddannelsestilbud til de mange ufaglærte og faglærte som i forvejen har fået mindst uddannelse, og som er en gruppe på arbejdsmarkedet, der har behov for løbende opkvalificering og omstilling for at kunne bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det gælder fx i forhold til certifikater mv. For at sikre kvaliteten og et bæredygtigt udbud er der behov for stabile økonomiske og flerårige rammer. Det kræver en mere stabil økonomi hvis skolerne skal investere i uddannelserne og fastholde medarbejderne mv. også i en tid, hvor det er svært at skaffe kursister på holdene. Fleksibilitet og forsyningssikkerhed har en pris. Det kan fx ske ved at give en højere grundbevilling til at opretholde AMU-udbud. Der skal være et positivt incitament til at udbyde AMU – de økonomiske skal muliggøre udvikling og investeringer.

Endvidere er der behov for mere fleksibilitet i uddannelserne som kan understøtte de afholdelsesformer som efterspørges – det gælder både fagligt og økonomisk. Undervisning bliver ikke billigere – blot fordi det foregår virtuelt. Endeligt AMU bør i langt højere grad samtænkes som elementer, der kan konverteres over i erhvervsuddannelserne med henblik på at gøre det mere fleksibelt at blive faglært.