Elev skriver, noter, blyant

Kend forkortelserne

Uddannelsessektoren er fyldt med forkortelser. Få styr på nogle af dem her.

Uddannelserne 

AMU

Arbejdsmarkedsuddannelse er for ufaglærte og faglærte, der ønsker nogle erhvervsrettede kompetencer og kvalifikationer. Undervisningen består af både praktiske og teoretiske elementer, og den kan være tilrettelagt på fuld tid eller på deltid. 

IKV: Individuel kompetencevurdering er en vurdering, som Voksenuddannelsescentrene (VUC) har pligt til at tilbyde, med det formål at give ansøgeren et formelt bevis på deres samlede kvalifikationer, færdigheder og kompetencer.

FKB: Fælles Kompetencebeskrivelse beskriver målene og rammerne for grundlæggende kompetenceudvikling, for voksne faglærte og ufaglærte, ud fra behovene inden for de forskellige jobområder på arbejdsmarkedet. 

AVU

Almen voksenuddannelse er et tilbud til voksne (25+), som ønsker at forbedre deres almene kundskaber. Undervisningen er tilrettelagt som enkeltfagsundervisning på 9. og 10. klasses niveau. Uddannelsen afsluttes med prøver og eksamen.

EUD

Erhvervsuddannelse er en praktisk uddannelse, hvor man veksler mellem både praktik og skoleforløb, mens man uddanner sig inden for et specifikt erhverv. 

EUV

Erhvervsuddannelse for voksne (25+) er et målrettet uddannelsesforløb, hvor man tilegner sig kompetencer på erhvervsuddannelsesniveau. 

EUX

Erhvervsuddannelse med gymnasial eksamen er en erhvervsfaglig studentereksamen. Det er en uddannelse, hvor man bliver faglært og student samtid. Det betyder, at man enten kan få job inden for ens fag eller søge ind på en videregående uddannelse. 

FGU

Forberedende Grunduddannelse er en uddannelse rettet mod unge (op til 25 år), som forbereder en på at starte en ungdomsuddannelse eller at komme i job. Uddannelsen henviser sig til unge som, af forskellige årsager, ikke er parat til at starte eller gennemføre en anden ungdomsuddannelse. 

FVU

Forberedende voksenundervisning er for voksne (25+), som gerne vil styrke deres færdigheder inden for dansk, engelsk, matematik og it.  Undervisningens øverste trin svarer færdighedsmæssigt til folkeskolens 9. klasse. 

GF 1

Grundforløbets første del er starten på erhvervsuddannelsen for dem, som vil i gang direkte 9. eller 10. klasse. Man har mulighed for at søge ind på GF1 i op til to år efter, at man har afsluttet 9. eller 10. klasse. Forløbet fungerer som hjælp til at afklare ens valg af erhvervsuddannelse. Her prøver man kræfter med forskellige fag, hvorefter man i slutningen af forløbet skal beslutte sig for en bestemt uddannelse. 

GF 2

Grundforløbets anden del følger på erhvervsuddannelsen efter grundforløbets første del. Nogle starter direkte på GF2. På grundforløbets anden del begynder man at tilegne sig den konkrette viden og kompetence, som man har brug for i ens fag. Man bliver forberedt til at klare grundforløbsprøven, så man kan komme videre til uddannelsens hovedforløb. 

HF

Hovedforløbet på erhvervsuddannelserne kommer efter GF1 og GF2, hvor man veksler mellem oplæringsperioder i en virksomhed og skoleophold på en erhvervsskole. Formålet er, at man opnår praktiske færdigheder i oplæringen og teoretiske kompetencer i skoleundervisningen. Denne kombination skal give en kompetencerne til at udføre de faglige opgaver, der hører til uddannelsen.

HHX

Højere handelseksamen er en 3-årig gymnasial uddannelse, hvor man særligt har fag inden for økonomi og erhvervsforhold som kombineres med sprog og andre almene fag. HHX er en uddannelse, som er internationalt orienteret, og man arbejder med it i alle fag. 

HTX

Højere teknisk eksamen er en 3-årig gymnasial uddannelse, hvor der er fokus på tekniske og naturvidenskabelige fag, som kombineres med andre almene fag. Noget af undervisningen kan foregår i værksteder eller i laboratorier, hvor man i praksis kan afprøve de teorier, man lærer.

HF

Højere forberedelseseksamen er en 2-årig gymnasial uddannelse, der er målrettet erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser. Man vælger en særlig fagpakke, der er målrettet den type videregående uddannelse, som man kunne tænke dig at læse videre på. Man kan også vælge en udvidet fagpakke, hvor man derefter kan vælge at læse videre på universitetet. 

STX

Almen studentereksamen er en 3-årig gymnasial uddannelse, hvor man har fag inden for både naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora. Formålet med en STX er, at man skal kunne søge optagelse på en videregående uddannelse bagefter. 

Ministeriet 

REU

Rådet for grundlæggende Erhvervsuddannelser har til opgave at rådgive undervisningsministeren om udviklingen inden for de grundlæggende erhvervsrettede uddannelser. 

STAR

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering ligger under Beskæftigelsesministeriet. Styrelsen skal skabe grundlag for en effektiv arbejdsmarkedspolitik, der er til gavn for borgere og virksomheder. 

UVM

Børne- og Undervisningsministeriet er det ministerium, der arbejder for at skabe fagligt stærke dagtilbud og uddannelser til alle.

VEU

Rådet for Voksen- og Efteruddannelse står for at rådgive børne- og undervisningsministeren om de forhold, der har betydning for erhvervsrettet og almen voksen- og efteruddannelse.

Faglige organisationer

DA

Dansk Arbejdsgiverforening er en interesseorganisation og hovedorganisation for 11 arbejdsgiverforeninger på det private arbejdsmarked og har derfor mange funktioner. DAs vigtigste arbejdsområder er overenskomstkoordinering, arbejds- og ansættelsesret og internationale forhold. Deres politiske fokus er rettet mod arbejdsmarkedet, uddannelser, integration og arbejdsmiljø.

DE

Dansk Erhverv er en erhvervsorganisation og arbejdsgiverforening rettet mod det danske erhvervsliv. DE agerer på vegne af 18.000 medlemsvirksomheder og over 100 brancheforeninger. 

DI

Dansk Industri er en privat arbejdsgiver- og erhvervsorganisation. DI repræsenterer mere end 19.500 små og store virksomheder fra stort set alle grene af dansk erhvervsliv.

FH

Fagbevægelsens hovedorganisation er en sammenslutning af fagforbund og fungerer som talerør for deres medlemmer. FH repræsenterer en bred vifte af forskellige faglige organisationer og foreninger på arbejdsmarkedet. Målet for organisationen er at udvikle og forbedre arbejdsmarkedet for alle danske lønmodtagere.

KL

Kommunernes Landsforening er en interesseorganisation for 98 kommunalbestyrelser, og den varetager kommunernes fælles interesser. KL er kommunernes samlede forhandlingsorganisation, videnscenter og forum for fælles initiativer og beslutninger. KL er også en arbejdsgiverorganisation og forhandler overenskomster for kommunernes ledere og medarbejdere.

Faglige udvalg

FU

Faglige udvalg bestemmer uddannelsernes varighed, overordnede struktur og herunder fordelingen af skoleundervisning og oplæringen på de forskellige uddannelser. Derudover sætter udvalget uddannelsernes mål og øvrige rammer for undervisningsindhold.  

EUU

Efteruddannelsesudvalget udvikler branchespecifikke AMU-kurser, der bidrager til, at medarbejdere på arbejdsmarkedet får mulighed for at udvikle deres faglige kompetencer, og at virksomhedernes behov for relevant arbejdskraft bliver understøttet. 

LUU

Lokale Uddannelsesudvalg rådgiver skoler om erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser. Udvalget arbejder for indflydelse på skolens udbud af uddannelser og rådgiver skolerne om de behov og kompetencer, som de lokale virksomheder har brug for

AUB

Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag både administrerer og finansierer en række forskellige refusions- og tilskudsordninger på erhvervsuddannelsesområdet. AUB har til formål at skaffe flere praktikpladser.

Andet

SPS

Specialpædagogisk støtte skal sikre, at man har mulighed for at tage en uddannelse på lige fod med andre studerende eller elever, på trods af at man har en funktionsnedsættelse. 

UU

Ungdommens Uddannelsesvejledning giver uddannelses- og erhvervsvejledning til elever i folkeskolen (fra 6. klasse til 10. klasse). Derudover opsøges også andre unge under 25 år, som ikke er i gang med eller har gennemført en uddannelse.

VFU

Virksomhedsforlagt undervisning betyder, at en del af skoleundervisningen foregår i en virksomhed. VFU bruges af praktikcentrene til, at elever og virksomheder lige kan se hinanden an før eventuelt at indgå i en uddannelsesaftale.

RKV

Realkompetencevurdering (til euv) er, for voksne (25+), startskuddet på en erhvervsuddannelse. Erhvervsskolen vurderer ens samlede færdigheder i forhold til den uddannelse, man søger ind på. Resultatet af denne vurdering har betydning for, hvordan ens uddannelsesforløb kommer til at se ud.

EMMA

Egnethedsbetingelserne er nogle kriterier man skal opfylde for at komme i skoleoplæring. Man skal fra grundforløbets anden del og under hele skoleoplæringsforløbet opfylde EMMA-kriterierne. Det betyder at man skal være:

1. Egnet

2. Mobil geografisk

3. Mobil fagligt 

4. Aktiv lærepladssøgende 

EMU

Danmarks Læringsportal  fra Børne- og Undervisningsministeriets, der har til formål at inspirere Danmarks lærere, pædagogisk personale og ledere for at øge refleksion over egen praksis.

 

Kontakt

Kaya

Kaya Larsen

Kommunikationsmedarbejder
71 20 07 89