htx elever i gruppearbejde

Pressemeddelelse: Handelsskoleelever skal også trives godt

Det undrer sektoren, at de merkantile elever ikke er inkluderet i Regeringens nye ungepanel. Trivsel, motivation og læring er udfordret, og derfor er det afgørende, at alle elever huskes i både genåbningen og i regeringens fremtidige trivselsarbejde, mener Landssammenslutningen af Handelsskoleelever og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne.

Et nyt ungdomspanel skal bl.a. rådgive regeringen om, hvordan vi forbedrer ungdomslivet og fremmer de unges trivsel, når Corona-restriktionerne kan lægges bag os. Det er et rigtig positivt initiativ, som vi i den merkantile uddannelsessektor bakker fuldt op om. Derfor undrer det os, at Landssammenslutningen af Handelsskoleelever (LH), som den eneste elevorganisation på Børne- og Undervisningsministeriets område, ikke er inviteret til at bidrage til ungdomspanelets arbejde.

”Det er ærgerligt for de knapt 50.000 elever, som er i gang med hhx eller en merkantil erhvervsuddannelse”, siger Oliver Asmund Bornemann, formand for LH.

”Mange merkantile erhvervsuddannelseselever har ikke kunne møde ind på deres læreplads i detailhandlen eller i andre handelsvirksomheder, ligesom mange kontorelever er hjemsendt. Nogle af dem er tilbage nu, men eleverne i skoleoplæring kan stadig ikke komme i skoleoplæringscentrene. Derudover har vi PIU-elever i et stor set nedlukket udland, og grundforløbseleverne er mange steder stadig hjemme sammen med 1.- og 2. g’ere. Det påvirker elevernes personlige, faglige og sociale trivsel”, forklarer Oliver Bornemann.

Hos Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Lederne (DEG-L) lyder meldingen fra skolerne, at de merkantile elever i stigende grad mistrives.

”Eleverne på hhx og de merkantile erhvervsuddannelser er seje, og undervisningen egner sig i mange tilfælde godt til det digitale setup, selvom læringen stadig kan halte lidt. Når det er sagt, så har eleverne med den seneste nedlukning også mødt Corona-muren”, udtaler Ole Heinager, formand DEG-L.

”De merkantile erhvervsuddannelser indledes på flere uddannelser med et 2-årigt skoleforløb. Eleverne her har mistet rigtig meget tid på skolen med både forårets nedlukning, den nuværende samt de sporadiske nedlukninger i efteråret. Det gør sig også gældende for 2.- og 3’gerne på hhx. De 1. g’ere, som er startet i sommer, har oplevet en turbulent start, og eud-elever med start i januar har slet ikke været i skole endnu. Det kan mærkes, og det holder ikke længere. Derfor skal de merkantile elever også prioriteres i genåbningen,” fortsætter Ole Heinager.

Tilbagemeldingerne fra skolerne er, at man forventer at kunne indhente det faglige efterslæb, men der er stor bekymring for elevernes trivsel. Det mærker man også hos elevorganisationen:

”Vi har en trivselskampagne i pipelinen senere i marts, fordi vi kan mærke, at der er et kæmpe behov for det. Derfor vil vi også super gerne bidrage til regeringens ungepanel med den indsigt, vi har. Vi håber, at Pernille Rosenkrantz-Theil vil genoverveje, om der ikke kan findes en plads til de knap 50.000 merkantile elever i regeringens arbejde”, slutter Oliver Asmund Bornemann.

Kontakt

Kitte Verup

Kitte Laurine Verup

Pressechef