lommeregner, økonomi, finans

Hvordan undgår man at blive erstatningsansvarspligtig?

Såfremt nedenstående retningslinjer følges, vil der i stort omfang være taget højde for risikoen for personligt erstatningsansvar. Samtidig vil risikoen for at ifalde strafansvar blive minimeret.

  • Bestyrelsen skal tage de nødvendige beslutninger, så den ikke kan kritiseres for undladelser, hvor der skulle besluttes/handles.
  • Bestyrelsen skal sikre sig, at dens beslutninger ligger inden for skolens formål og godkendelser.
  • Bestyrelsen skal sikre sig, at grundlaget for beslutningerne er forsvarligt. Er formelle krav efterlevet? Er eventuelle indsigelser eller modstridende interesser vurderet? Er man i tvivl om lovligheden, kan bestyrelsen bede om en udtalelse fra for eksempel skolens advokat, revisor, DE eller Undervisningsministeriet, inden beslutning træffes.
  • Bed eventuelt om flere planer og forslag forelagt med konsekvensvurderinger, når en opgave skal løses, således at bestyrelsen har en reel valgmulighed.
  • Bestyrelsen bør ikke underskrive regnskab eller andre dokumenter, før de er fremlagt i deres helhed og forklaret i rimeligt omfang.
  • Vær opmærksom på, at der i visse sager er tavshedspligt (personlige og forretningsmæssige oplysninger). Er man i tvivl, bør man forholde sig tavs, indtil spørgsmålet om tavshedspligten er undersøgt. Forvaltningsloven gælder på dette område for skolens ansatte og bestyrelse.
  • Bestyrelsen skal sikre sig, at dens medlemmer ikke er inhabile. Har et medlem en særlig personlig interesse i en beslutning, bør dette vurderes af bestyrelsen. Konstateres inhabilitet, kan pågældende beslutning blive ugyldig. Forvaltningsloven gælder på dette område. Et typisk eksempel er et bestyrelsesmedlem, der ønsker at byde på en byggeopgave på skolen. Vedkommende må ikke deltage i bestyrelsens behandling af den pågældende byggesag.
  • Bestyrelsen kan og skal ikke give garantier for bestemte resultater. Der vil altid være risiko for "tab" på nogle af skolens aktiviteter, og inhabilitet ville let opstå.
  • Hvis der træffes beslutninger, som et bestyrelsesmedlem er grundlæggende imod eller er i tvivl om lovligheden af, bør medlemmet i egen interesse i det mindste få sin indsigelse ført til protokols.

Kontakt

Thomas

Thomas Kurz Ankersen

Chefkonsulent - jura & organisation