Del
 | Nyhed

Optagetal på erhvervsuddannelserne fra DEGs datapanel

Flere elever er startet på grundforløb 2 på erhvervsuddannelserne i august måned sammenlignet med sidste år. Det viser en netop færdiggjort undersøgelse, som Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG) har foretaget i en måling blandt 22 erhvervsskoler. 

En undersøgelse fortaget blandt et udsnit af DEG’s medlemsskoler viser, at der i august måned er optaget 5 pct. flere elever på grundforløb 2 sammenlignet med sidste år. Om udviklingen forklarer formand for Danske Erhvervsskoler og – Gymnasier – lederne, Ole Heinager:

”Optaget på grundforløb 2 er de elever, der ikke kommer direkte fra folkeskolen. Det er typisk elever, der er lidt ældre og som har været ude og arbejde, eller kommer fra gymnasiet og vil gerne have en faglig uddannelse.”

”Der kan også være unge, der har gået med planer om et sabbatår, hvor de skulle arbejde eller rejse med rygsæk og opleve verden. Eller de have tænkt sig at finde ufaglært arbejde på en café eller en restaurant. De planer er nu skiftet ud med en uddannelse, og det er ikke bare fornuftigt for den enkelte, det er også glædeligt for samfundet, ”siger Ole Heinager. 

Brug for de ældre elever
Resultaterne af undersøgelsen bygger på data om optaget på erhvervsuddannelserne indsamlet i september 2020. Der deltager i alt 22 skoler i undersøgelsen, som repræsenterer 61 pct. af den samlede aktivitet på erhvervsuddannelserne. 

”Tallene er ikke absolutte, men de giver os et ret godt billede af tendensen, som flere skoler kan nikke genkendende til. Optaget af ældre unge har stor betydning for at vi uddanner nok faglært arbejdskraft. Derfor er det vigtigt, at vi ikke glemmer denne her målgruppe, når vi taler om, hvad vi kan gøre for at tiltrække flere elever til erhvervsuddannelserne ” siger Ole Heinager. 

Optag på grundforløb 1 stabilt
Af undersøgelsen fremgår det også, hvordan udviklingen ser ud på grundforløb 1, som netop dækker over optaget af unge direkte fra grundskolen. Her viser opgørelsen en samlet stigning på 1 pct. sammenlignet med 2019. 

”Med et forår præget af Covid-19 og nedlukning i store dele af uddannelsessektoren, herunder grundskolerne, er det positivt, at vi overordnet kan konstatere et stabilt optag af elever”, siger Ole Heinager. 

”Samlet set er tallene gode nyheder og vi kan godt klappe hinanden på skulderen. Vi kommer dog ikke til at hvile på laurbærrene, for nu står arbejdet foran os med at sikre lærepladser til dem alle. Derfor håber vi også, at de 500 mio. kr., som parterne og regeringen skal forhandle om til at sikre det nødvendige antal lærepladser, bliver brugt klogt, så alle kommer til at kunne gennemføre deres uddannelse,” slutter Ole Heinager.    

> Læs DEGs undersøgelse:

Fakta - Augustoptag på erhvervsuddannelser i 2019 og 2020

 


  • Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K