Del
 | Debatindlæg

Fremragende idé - og det findes allerede

Hhx-vinderne af DM i erhvervscase 2018.

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten 27.4.2019

Af Annette Vilhelmsen, direktør for Tietgen og medlem af DEG-L's bestyrelse og Lars Kunov, direktør for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier

Viden om projektledelse, økonomi og værdiskabelse har afgørende betydning, når man vil starte sin egen virksomhed eller gøre karriere i erhvervslivet. Derfor er det en fremragende idé, når uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) vil skærpe fokus på disse emner i ungdomsuddannelserne. Det kan de unge bruge i fremtidige job og videregående uddannelser, der kan bidrage til Danmarks vækst. 

Ministeren behøver ikke bruge mange kræfter på at indføre et nyt fag som entreprenørskab, for han kan blot vende blikket mod de erhvervsrettede ungdomsuddannelser og opfordre flere unge til at søge den vej. Ikke mindst på de merkantile ungdomsuddannelser som handelsgymnasiet hhx og eux business underviser man allerede i disse fag - ja, de er ligefrem en del af uddannelsernes dna. 

Uddannelserne er bygget op omkring virkeligheden, og hvordan de unge kan bruge teori om forretningsforståelse, økonomi og markedsføring i praksis. Undervisningen baserer sig nemlig på cases og kontakt til virksomheder, og derfor har de erhvervsrettede ungdomsuddannelser også lærerkompetencer, der mestrer det. 

Erhvervsfagene baserer sig i vidt omfang på lærerkræfter, der har erfaring fra virksomheder og organisationer uden for uddannelsesinstitutionerne. 

Flere handelsgymnasier har særlige iværksætterforløb, og mange deltager i iværksætter- og projektkonkurrencer som Young Enterprise og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasiers DM i teknologi og erhvervscase, der sætter fokus på mulighederne for at blive selvstændig. I stedet for at bruge tid på at opfinde helt nye fag, som tager tid at få implementeret, indgår vi i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier meget gerne i et samarbejde om at få udbredt viden om disse muligheder til langt flere unge- til gavn for dem og Danmarks fremtid.


  • Danske Erhvervsskoler og –Gymnasier
  • Ny Vestergade 17, 2. sal
  • 1471 København K